Fra erhvervsklima til et bæredygtigt erhvervsklima

Så kom den igen – DI’s erhvervsklimaundersøgelse – og igen ligger Frederiksberg dårligt placeret. Og vi ved godt hvor det halter. Det halter med handling. Erhvervsklimaet er blevet og bliver ganske vist diskuteret i Erhvervsrådet, og de fleste vil mene, at det må være det helt rigtige sted at få skabt den handling som skal til for at løfte erhvervsklimaet på Frederiksberg.

Beklager – det er Erhvervsrådet ikke og den nye erhvervsklimaundersøgelse er blot dokumentation herfor.

Erhvervsrådet på Frederiksberg og den tilknyttede kommunale erhvervsafdeling er placeret under borgmesteren, og er således ikke tilknyttet et politisk udvalg. Alt afhængig af den politiske vilje til, at gøre en forskel på erhvervsområdet, så kan manglen på samme, give den kommunale forvaltning ekstra råderum og stor magt. Forvaltningens vide arbejdsrum kan således bruges til at øge deres indflydelse og sikre egne interesse, og det er ikke nødvendigvis det samme som erhvervslivets.

Vi har alt for længe set igennem fingrene med, at Forvaltningen selv kan være og er part i de sager som foreligges Erhvervsrådet. Forvaltningens rolle er blevet gradvist ændret som følge af, at hele den kommunale økonomi og offentlige sektors rolle i den samlede værdiskabelse har ændret sig. Vi er nu nået så langt, at det offentliges aktiviteter udgør ca. 60 % af det samlede bruttonationalproduktet.  Det må alt andet lige også betyde, at det offentliges egen interesse i beslutninger som fremlægges på f.eks. kommunalt niveau er øget i takt med hermed.

Erhvervsforeningen har tidligere bl.a. foreslået, at Erhvervsrådet og den kommunale erhvervsafdelings arbejde evalueres af et eksternt konsulentfirma. Det vi oplever er, at stort set alle indstillinger som udarbejdes af den kommunale erhvervsafdeling ender som aktiviteter i Forvaltningen, eller i andre offentlige institutioner. Dette på trods af, at mange aktiviteter med fordel kan udføres eksternt i det private erhvervsliv eller foreningsliv. Det gælder f.eks. den kommunalt finansierede erhvervsforening ”Frederiksberg Erhvervsforum”.

Tager vi Erhvervsrådet, så er tiden i virkeligheden løbet fra et så snævert et udvalg og interesseområde. Erhvervsforeningen indgår gerne i en dialog om nedlæggelse af Erhvervsrådet og oprettelse af et nyt tværgående udvalg, hen over Kultur- og Fritidsudvalget, By- Miljøudvalget, Arbejdsmarked- og Uddannelsesudvalget. Et sådan udvalg kan ud over erhverv-, bl.a. have FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling som arbejdsgrundlag. Det lokale erhvervslivs udfordringer, tilpasning, udvikling i forhold til verdensmålene bliver stadig mere relevant.

Besparelser på udgifter til den kommunale erhvervsafdeling og dele af den kommunale erhvervsservice kan sammen med omlægning/besparelse af midlerne på arbejdsmarkedsområdet udgøre en betydelig økonomisk platform for det nye tværgående udvalg. Den samlede indsats herfra vil samtidig udgøre en betydelig og vigtig branding af Frederiksberg som en bæredygtig by til gavn for det lokale erhvervsliv.

Christian Jensen

Formand Frederiksberg Erhverv

Phone: 40919683

E-mail: info@frberhverv.dk