Frederiksberg Erhverv helt til tops

DSC02384Når juletræet på Frederiksberg rådhusplads bliver tændt den 28. november, er det endnu en af Frederiksbergs årlige traditioner, som afvikles i samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Erhverv. Samarbejdet bliver på smukkeste vis symboliseret ved, at byens borgmester Jørgen Glenthøj og formand for Frederiksberg Erhverv, Christian Jensen sammen tager turen op i brandvæsenets stigevogn og tænder juletræet.

Den årlige juletræstænding er traditionelt et kæmpe tilløbsstykke børnefamilier fra Frederiksberg og omegn, og også i år sikrer Frederiksberg Erhverv, at der er gløgg og æbleskiver til alle mand. Og så er der selvfølgelig også – som traditionen byde – slikposer til børnene, en tradition. som byens erhvervsforening har holdt i hævd i flere år.

Borgmesteren og formanden for erhvervsforeningen holder begge en tale i forbindelse med juletræstændingen, der finder sted mellem kl. 15 og 16.15 lørdag den 28. november. Træet tændes kl. 16.

Det er desuden også Frederiksberg Erhverv og foreningens medlemsvirksomheder, der med bidrag fra kommunen og øvrige butiksdrivende i byen, sikrer, at der også i år hænger julepynt over de store handelsstrøg i byen.

“Vi er glade for at være en integreret del af byens store årlige traditioner, men vi er også glade for at forny traditionerne”, siger Christian Jensen med henvisning til den nye Frederiksberg julekalender, som er blevet til i et samarbejde mellem Frederiksberg Erhverv og Forlaget Bolden. Konceptet bag kalenderen bygger bro mellem erhvervsdrivende og kulturinstitutioner og giver byens børnefamilier lokale oplevelser hele december måned (læs mere om tiltaget her).