Frederiksberg Branding

Branding af kommune som handelsby, markedsføring af byens handelsgader og butikker

COVID-19 har rystet alle og ikke mindst detailhandlen. Kunderne forsvandt i løbet af få dage fra butikkerne. Nogle blev påbudt at holde lukket, restauranter, Centre m.fl. Mange af dem som har måttet lukke helt ned er dybt afhængige af hjælpepakkerne og derfor er det fortsat vigtigt at have fokus på at de indrettes sådan, at de hjælper og ikke blot bringer de erhvervsdrivende ud i stadig større vanskeligheder. Hjælpen skal komme hurtigt og pengene skal hurtigt ud – ellers er konkurs desværre uundgåeligt for mange.

Tilbage er alle dem som har haft mulighed for at holde åbent og flere af dem har faktisk oplevet en uændret eller større efterspørgsel. De gælder f.eks. boghandlere, forretninger med spil, puslespil, interiør og møbler m.fl. Andre har måttet kæmpe sig igennem og mange har dygtigt retænkt deres virksomhed, nedbragt omkostningerne, søgt nye veje, fokuseret på onlinesalg og onlinekommunikation med kunderne.

I Erhvervsforeningen har vi haft fokus på branding af Frederiksberg kommune som handelsby og markedsføring af byens handelsgader og butikker. Visitfrederiksberg og den tilhørende onlinemarkedsføring vil inden for kort tid blive delvist ændret og målrettet besøgende og turister fra Danmark og lande omkring os.

Restauranterne, Cafeerne og Frederiksberg Centret er snart tilbage igen. Det er godt for byens handelsliv. Når vi alle er på banen til at skabe liv i gaderne, så får vi det Frederiksberg vi alle holder så meget af.