Service betaler sig (pressemeddelelse)

Pressemeddelelse 10. september 2019

Frederiksbergs sagsbehandling helt i bund i ny erhvervsundersøgelse: Erhvervsformand efterlyser forståelse for at service betaler sig

For tiende år i træk har Dansk Industri taget pulsen på erhvervsvilkårene i 93 danske kommuner. Og her ligger Frederiksberg helt i bund, når det kommer til sagsbehandling og kontakt med kommunen, med en placering som nummer 86 ud af 93 danske kommuner. Det er ganske enkelt ikke godt nok, mener lokal erhvervsformand. Han efterlyser mere handling.

En ansøgning om udeservering, der aldrig blev kigget på. Og et telefonopkald til Frederiksberg Kommune for at blive klogere på anvendelsen af et muligt lejemål til erhverv, der aldrig blev svaret på.

Sådan er virkeligheden for erhvervsdrivende for Frederiksberg, når de kontakter kommunen. Og det er altså nogle af de dårlige oplevelser, der gør, at Frederiksberg er helt i bund, når det kommer til sagsbehandling i kommunen i Dansk Industris nye undersøgelse af det lokale erhvervsklima.

Undersøgelsen bygger på svar fra 74 lokale virksomheder på Frederiksberg. Og den lokale formand for Frederiksberg Erhverv er ikke overrasket over resultatet her.

”Jeg bliver løbende kontaktet af lokale erhvervsdrivende som oplever en dårlig sagsbehandling i kommunen. For mig hopper kæden af, når forvaltningen isolerer sagsbehandlingen til alene at være et spørgsmål om jura. I ordet forvaltning ligger der også det, at forvalte loven. Det indebærer også samtale, dialog og forståelse for dem som henvender sig med en forespørgsel eller ansøgning”, mener Christian Jensen og fortsætter:

”Sagsbehandling og sagsbehandlingsforløb bør bestå af lige dele forståelse af ansøgerens henvendelse, formål og rådgivning omkring de juridiske aspekter i sagen og anvisning/rådgivning omkring muligheder og hvad der kan lade sig gøre, hvordan ansøgningen skal udformes, og så til sidst den endelige sagsbehandling med en godkendelse. Hele forløbet skal være baseret på en klar servicepolitik, hvor ansøgeren klart fornemmer, at forvaltningen spiller konstruktivt med”, siger han.

Jeg er f.eks. blevet præsenteret for henvendelser til kommunen, hvor henvendelsen i første omgang netop drejer sig om at få rådgivning. For nylig havde jeg en, som sagde: ”Da jeg ringer op og forklarer vores sag, bliver vi desværre ikke meget klogere. Der er tværtimod en lidt træt og irriteret tone over mine mange spørgsmål. Bagefter samtalen kunne jeg ikke lade være med at tænke: Tænk, hvis hele samtalen var startet ud helt omvendt. Tænk, hvis medarbejderen havde åbnet samtalen med en tilgang, der lød: Hvor er det dejligt, at du har ofret dit lønmodtagerliv og nu vil satse på at skabe noget helt nyt og brugbart til glæde og gavn for borgerne i den her kommune.

Derfor håber den lokale erhvervsformand nu, at politikerne og de ledende embedsmænd begynder at forstå, at de har en opgave med at udvikle servicekulturen i forvaltningen.

”Service betaler sig – ikke bare i forretningslivet – men også på rådhuset. Det er jo virksomhederne, som er selve nøglen til lokal velfærd, bæredygtig kommunal økonomi og en levende by”, siger han.

For yderligere information, kontakt venligst:

Formand for Frederiksberg Erhverv, Christian Jensen på telefon 40919683