Kirkens Korshær Vaskeri

Det Sociale Vaskeri på Frederiksberg oplever stor succes for tiden. Alt vaskeriets overskud går til velgørenhed, og det er noget kunderne sætter pris på.

Det er tirsdag, og der er travlt i Det Sociale Vaskeri på Peter Bangsvej. Vaskemaskinerne snurrer om kap med tørretumblerne, og overalt i vaskeriet knokler medarbejdere, praktikanter og frivillige med at gøre en ordre klar til en kunde. Siden vaskeriet åbnede på Frederiksberg i 2016, har det fået meget opmærksomhed fra både kommunen og de lokale virksomheder, fortæller vaskeriets leder Marina Willems.

”Selvom det er hårdt at være et lille nyere vaskeri, så oplever vi også stor tilfredshed fra både Frederiksberg Kommune og vores kunder, som tæller herberger, private erhverv, kirker, kommunale institutioner og private. Kommunen er glad for alt det gode, vi gør for udsatte borgere. Samtidig er kunderne tilfredse med kvaliteten på vores arbejde, men også fordi de ved, at alt vores overskud går til velgørenhed,” siger Marina Willems.

Vaskeriet modtager udsatte borgere – ofte med komplekse problemstillinger i praktikforløb. De udfordringer borgeren står overfor er fx trussel om hjemløshed eller manglende kompetencer for at varetage et job.

Vi hjælper med det vi kan … forbereder borgeren på møder med systemet, går evt. med som bisiddere og har gennem det sidste år haft held med at få mere end en håndfuld borgere afklaret til en mere meningsfuld tilværelse – altså i job, i uddannelse, på pension – kort sagt skabt et fundament for en bedre fremtid.

Vi har en frivillig huscoach som vi kan trække på til at få talt om alt det svære, altså, personlige, og sociale problemstillinger.

Alt vores overskud går til det arbejde. Bl.a. til betaling af fx generhvervelse af kørekort og forskellige kurser efter praktikanternes behov.

Den gode nyhed hos Det Sociale Vaskeri er den vellykkede indsamling af sengetøj. Siden januar har vaskeriet, med hjælp fra Kirkens Korshærs genbrugsbutikker, samlet 800 stykker sengetøj og 1000 håndklæder ind, som snart skal i brug på en række herberger i København. Det har været et stort arbejde at gøre alt sengetøjet parat, men nu ligger det pænt og systematisk stablet på vaskeriets lager – klar til at gøre den svære hverdag lidt bedre for hjemløse og andre socialt udsatte borgere. Det er noget, der gør Marina Willems både stolt og håbefuld.

”Det er klart, at vi er meget glade og taknemmelig for, at vi som vaskeri kan være med til at støtte mennesker i nød. Samtidig håber vi selvfølgelig, at vi på sigt kan tiltrække endnu flere virksomheder og institutioner, der mangler hjælp til vaskeopgaver, og som vil være med til at gøre en forskel!

Faktaboks Om Det Sociale Vaskeri.

– Det Sociale Vaskeri er både møntvaskeri og professionelt vaskeri, der vasker for virksomheder og institutioner

– Vaskeriet er ejet af Kirkens Korshær og alt overskud går til velgørenhed

– Vaskeriet drives af tre medarbejder, en række frivillige og langtidsledige borgere, som gennemgår en meningsfuld praktik.

Læs mere på https://vaskeri.kirkenskorshaer.dk/