Visit Frederiksberg godt i gang

I Erhvervsforeningen vil vi bruge den kommende vinter til at opgradere sitet visitfrederiksberg.dk med bl.a. en udgave på engelsk. Onlinekampagnerne vil ligeledes blive tilpasset ud fra dette års erfaringer.

Sitet fik denne sommer sin debut, og formålet med sitet er at markedsføre Frederiksberg som en levende handelsby. Udviklingen af sitet fortsætter naturligvis, og den nye onlineplatform for Frederiksberg virker efter hensigten. Data for brugen af siden viser, at den især bliver brugt til at orientere sig i og omkring kulturtilbud og shopping på Frederiksberg.

Kommunen inviteret
Indtil videre er udvikling og drift af visitfrederiksberg.dk udelukkende sket med hjælp fra frivillige kræfter samt finansiering fra Erhvervsforeningens egne sparsomme midler. På den baggrund er vi godt tilfredse med de hidtidige resultater. Foreningen har bl.a. i sit oplæg til turismestrategien inviteret kommunen ind til et samarbejde om visitfrederiksberg.dk, og vi håber, at kommunen på et tidspunkt vil hilse invitationen velkommen.